Vedtægter

§ 1 Navn

Foreningens navn er Kilden til Fitness. Hjemstedet er Gyrstinge, Ringsted Kommune.

§ 2 Formål

Formålet med et foreningsbaseret fitnesscenter i Gyrstinge er:

  • at kunne tilbyde medlemmerne mulighed for træning efter individuelle og personlige behov
  • at skabe rammerne for lokalt samvær og sociale aktiviteter for alle med henblik på fysisk og psykisk velvære

§ 3 Tilslutning

Kilden til Fitness er tilsluttet DIF og DGI, og bekender sig til DIF´s og DGI´s gældende regler om doping, brug af præstationsfremmende stoffer og træningskultur.

§ 4 Medlemskab

Enhver person over 15 år, der er gjort bekendt med og kan acceptere foreningens vedtægter, samt de til en hver tid gældende træningsregler, kan indmeldes i Kilden til Fitness.

Børn under 15 år kan optages på særlige hold rettet mod børn og teenagere. Børn under 15 år kan blive medlem af Kilden til Fitness på særlige vilkår udarbejdet af bestyrelsen. Gældende vilkår vil fremgå af træningsreglerne.

Ved medlemskab udleveres et nøglekort, der giver adgang til fitnesscentret. Nøglekortet er personligt og må ikke udleveres til andre. Opretholdelse af medlemskab kræver rettidig indbetaling af kontingent.

Bestyrelsen fastsætter:

  • procedure for optagelse
  • regler for udmeldelse
  • vilkår og træningsregler

Ovenstående vil fremgå af de vilkår og regler, der accepteres ved indmeldelse. Alle instruktører skal være medlem af foreningen, og har gratis medlemskab så længe de er aktive som instruktører.

Bestyrelsesmedlemmer har gratis medlemskab af foreningen.

§ 5 Udelukkelse

Bestyrelsen er berettiget til at nægte en person optagelse i foreningen, samt opsige medlemskabet.

Dette kan ske på baggrund af:

  • manglende indbetalt kontingent, såfremt dette ikke er indbetalt senest 14 dage efter forfald.
  • et medlem, der handler i modstrid med de, af foreningen fastlagte vedtægter og ordensregler
  • mobning, uhensigtsmæssig adfærd i form af højt støjniveau, rygning, indtagelse af alkohol, ulovligt kosttilskud eller doping
  • uhensigtsmæssig anvendelse af motionsmaskiner

Bestyrelsen og instruktører har kompetence til at give de enkelte medlemmer karantæne eller bortvise vedkommende ved overtrædelse af vilkår og ordensregler – uden mulighed for refusion.

Karantæne kan indklages for generalforsamlingen, som derefter afgør denne.

§ 6 Erstatningspligt

Forsætlig eller uagtsom beskadigelse af foreningens ejendele medfører erstatningspligt. Hvis det personlige adgangskort mistes, skal dette erstattes.

§ 7 Ledelse

Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af 6 personer samt 2 suppleanter.

Medlemmer af bestyrelsen vælges på generalforsamling.

Bestyrelsen består af

  • formand
  • næstformand
  • kasserer
  • sekretær
  • 2 menige medlemmer

Formanden er på valg hvert år, næstformand og sekretær vælges i lige år og kasserer samt menige medlemmer vælges i ulige år. Suppleanter vælges hvert år.

Såfremt et bestyrelsesmedlem udtræder inden valgperiodens udløb, indtræder henholdsvis første og anden suppleant, som derefter sidder det afgående medlems periode ud.

Alle instruktører skal deltage aktivt i foreningens arbejde. Alle instruktører skal desuden som minimum have fitness-instruktøruddannelsen fra Foreningsfitness.

§ 8 Regnskab

Regnskabsåret går fra 1. januar – 31. december.

Regnskabet revideres af 2 revisorer, som vælges på generalforsamlingen. Revisorer vælges hvert år.

Regnskab og budget godkendes af bestyrelsen inden det fremlægges til godkendelse på generalforsamlingen.

Det påhviler bestyrelsen primært at anvende evt. overskud til udvikling og fornyelse af fitnesscentret. Overskud skal i alle tilfælde anvendes indenfor fitnessrelaterede formål.

§ 9 Generalforsamling

Der afholdes en årlig generalforsamling, som skal afholdes inden udgangen af februar måned. Bekendtgørelse af generalforsamling skal ske dels ved opslag i fitnesscentret, dels ved bekendtgørelse på foreningens hjemmeside senest 14 dage før afholdelse.

Indkomne forslag til dagsorden skal være formanden i hænde senest 8 dage før afholdelse. Alle afgørelser træffes ved simpelt flertal med undtagelse af vedtægtsændringer Skriftlig afstemning kan efter ønske anvendes. Stemmeberettigede er fuldgyldige medlemmer af foreningen, som er fyldt 15 år. Medlemmer under 15 år har taleret ved generalforsamlingen og forældre/værge kan afgive stemme for dem. Hvert fremmødt medlem har 1 stemme. Valgbare er fuldgyldige medlemmer, som er fyldt 18 år.

Ovenstående regler er også gældende ved ekstraordinær generalforsamling. Der kan til enhver tid indkaldes til ekstraordinær generalforsamling såfremt flertallet af bestyrelsen eller 1/3 af de gyldige medlemmer stiller skriftligt krav herom med deres personlige underskrift.

Som minimum skal dagsorden for ordinær generalforsamling bestå af følgende punkter:

  • Valg af dirigent
  • Valg af referent
  • Valg af stemmetællere
  • Beretning v/bestyrelsen
  • Fremlæggelse og godkendelse af regnskab v/kassereren
  • Fastlæggelse af kontingent
  • Fremlæggelse og godkendelse af budget
  • Valg af bestyrelse og suppleanter
  • Indkomne forslag
  • Valg af revisorer
  • Eventuelt

§ 10 Tegningsret

Foreningen tegnes af bestyrelsesformand i forening med 2 andre medlemmer af bestyrelsen eller næstformand i forening med 2 andre medlemmer af bestyrelsen eller af den samlede bestyrelse.

§ 11 Hæftelse

Foreningen hæfter alene ved sin formue for de forpligtelser, som den lovlige ledelse pådrager den. Bestyrelsens medlemmer hæfter således ikke personligt for foreningens forpligtelser.

§ 12 Vedtægtsændringer

Ændringer af vedtægter kan foretages ved enhver ordinær og ekstraordinær generalforsamling og når mindst 2/3 af fremmødte stemmeberettigede stemmer for forslaget.

§ 14 Foreningens opløsning

Foreningen kan opløses, såfremt 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede på 2 generalforsamlinger med min. 14 dages mellemrum stemmer herfor. Eventuelle mulige aktiver fordeles efter generalforsamlingens beslutning, men kan kun anvendes til motionsrelaterede formål i Gyrstinge.

Vedtaget 16. maj 2017